Det var næsten lidt nostalgisk, da min mand, vores to børn og jeg i går tilfældigt kom forbi en familierestaurant i samme kæde som den, hvor min mand og jeg mødte hinanden i sin tid. Jeg kan huske, at jeg var til en arbejdsmæssig konference, og i en pause gad jeg ikke spise den ellers udmærkede kantinemad, som blev serveret på konferencen. Jeg havde lyst til noget let og lækkert i stedet, så jeg gik en tur i byen.
Her var det, at jeg mere eller mindre tilfældigt gik ind et sted, der reklamerede med frisklavede og fedtfattige sandwicher. Jeg havde lyst til sådan en, og senere kunne jeg tænke tilbage på, at jeg havde spist en virkelig dejlig frokost i Hillerød.
Om det var selve maden eller omgivelser, der gjorde udslaget, ved jeg faktisk ikke. Der var vældig travlt på restauranten og kun et enkelt ledigt bord tilbage, da jeg kom ind. Efter at jeg havde udvalgt min sandwich og sad ved bordet, kom en mand ind og kiggede sig søgende omkring. Der var vist kun en enkelt ledig stol tilbage, nemlig den ved mit bord, som lige akkurat var stort nok til, at man kunne sidde to ved det.
Manden kom hen til mig og spurgte høfligt, om pladsen var ledig, og om jeg havde noget imod, at han satte sig der. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg syntes, han var en flot fyr, der virkede meget tiltalende på mig, så jeg bad ham selvfølgelig om at tage den ledige plads.
Han havde valgt en kyllingeburger, som jeg forresten også syntes så meget lækker ud. I starten sad vi bare og spiste og talte ikke sammen, men da maden var fortæret, føltes det helt naturligt at sludre lidt om løst og fast. Det gjorde vi, og han fortalte, at han selv boede i Hillerød, mens jeg kunne berette, at jeg bare var på besøg i byen i forbindelse med en tre dages konference, som jeg deltog i.
Det hele endte med, at vi udvekslede telefonnumre. Det var helt tydeligt, at der var en gensidig interesse, hvilket også blev bekræftet meget hurtigt efter min konference. Den gensidige interesse var endda så stærk, at vi nu har været gift i 10 år og har en dreng på syv og en pige på fem. Og vi bor lige ved siden af vores bedste venner i et hus, vi har købt via Max Mardorf. Så hvem kan ønske mere?
Min mand bemærkede også den pågældende kæderestaurant, og vi kunne ikke lade være med at smile til hinanden. Kom, lad os gå ind og få lidt frokost, sagde han, for der inde gør de også meget i mad til børn, så ungerne kan få noget, de kan lide.
Det gjorde vi, og jeg kunne ikke dy mig for at bestille en sandwich med roastbeef til mig, for det var sådan en, jeg havde spist, da vi i sin tid mødte hinanden. Min mand grinede lidt og bestilte selvfølgelig en kyllingeburger, og det var nok hans valg, der inspirerede børnene, for de ville begge to have det samme som deres far. De har altid været meget begejstrede for kylling.