Selvom der er ved at blive åbnet for samfundet, så er der mange, der stadigvæk kæmper for at holde modet og optimismen oppe. Fx min søn. Han er kommet lidt i klemme, fordi han synes, at han har spildt en masse tid. Egentlig ville han gerne have startet på en erhvervsuddannelse lige efter 9. klasse. Som kok. Men vi foreslog – og insisterede på – at han tog et år på efterskole for lige at tænke sig om, inden han foretog et endeligt valg. Han var ikke meget for det – til at begynde med – men efter mange og lange diskussioner, indså han, at døren til en erhvervsuddannelse ikke lukker. Han fandt derfor en efterskole på Fyn, hvor de har et hovedfag, som handler om mad og diæter.
Glad for det
Han blev faktisk rigtigt glad for efterskolen. Fandt en masse nye kammerater – hvoraf de fleste har den samme lidenskab for mad, som han har. Han har lært en masse om ernæring og overvejede da også på et tidspunkt, om han skulle vælge at blive diætist. Han faldt dog tilbage til sin gamle idé om at blive kok. Han har nemlig et mål: Han vil åbne sin egen restaurant. Men dengang han startede på efterskolen, kunne vi jo ikke vide, at Corona-krisen ville vare så længe. Han havde et håb om at kunne finde en god restaurant, som han kunne komme i praktik i, når han skal starte på sin uddannelse. Han har sendt mange ansøgninger til forskellige restauratører i hele landet. De fleste har svaret, at de gerne vil se ham til et interview, når de kan åbne deres forretninger igen. Nogle har svaret pænt nej tak til ham. En enkelt har skrevet, at når han åbner sin restaurant igen, vil han gerne have ham som praktikant.
Nogle er positive
Nu står vi så i den situation, hvor han er ved at kontakte mange af dem, han har fået et nogenlunde positivt svar fra. Han vil høre, om de åbner deres forretninger snart. Og svaret er nedslående for ham: De fleste fortæller ham, at de ikke kan åbne endnu. Og det til trods for, at de har fået lov af regeringen. Grunden til, at de ikke åbner, er, at deres kunder udebliver. Mange af dem er jo fuldkomment afhængige af turister, der kommer fra udlandet. Og de kommer altså ikke endnu.
Derfor er han bange for, at han skal vente i meget lang tid endnu, inden han kan få lovning på en praktikplads.
Vi støtter alt vi kan
Vi forsøger naturligvis at støtte ham så meget, vi kan. Han skal forlade efterskolen på Fyn om ganske kort tid. Vi fortæller ham, at tingene nok skal forbedre sig. Vi forsøger at fremtrække alle de positive ting, som han har lært og fået på efterskolen. Fx de mange nye venskaber og kundskaber. Vi overvejer endda at give ham økonomisk støtte til at åbne sit eget sted. Eventuelt sammen med en af hans bedste venner fra efterskolen. De har mange gode idéer til nye forretningskoncepter inden for restaurationsbranchen. Så, selv om min søn er trist og har svært ved at komme videre, så går vi dog en spændende og bedre tid i møde.