I sidste uge blev jeg for første gang i mit liv testet for at se, om der var THC (et stof i hasj) i mig. Det blev jeg, fordi min arbejdsplads gennem længere tid har haft en del problemer med hasjrygning på jobbet. Det har manifesteret sig ved en stærk lugt af den umiskendelige hash, som ikke blot ledelsen men desværre også kunder og gæster har bemærket ved flere lejligheder. Det går selvfølgelig ikke, og derfor fik vi alle at vide, at nu skulle vi have sådan en narkotest. Nogle blev lidt mopsede, andre direkte bange – og du kan nok regne ud, hvem det var, der blev bange.. Men her i Norge, hvor jeg arbejder nu, er der bare ingen slinger i valsen!
Jeg har intet at skjule
Jeg kunne aldrig drømme om at ryge hasj eller tage nogen anden form for narko. Dels er jeg ganske enkelt for begavet, og dels har jeg set for mange, der er gået i hundene via et misbrug af hash og/eller det nye drug kaldet Spice. Det er så trist at se gode mennesker afvise det skadelige i hash – og så se dem ændre sig. Ikke at de bliver voldelige eller noget – men deres mentale kapacitet falder tydeligt i takt med, at deres indtag af hash stiger.
Jeg voksede op med en bror, der røg hash. Først bare i weekenderne, men det blev hurtigt til hver dag. Og i takt med, at hans forbrug steg, faldt hans formåen i livet tilsvarende. Så kan alle de, der er for fri hash sige, hvad de vil – det er en forfærdelig ting, for det ødelægger mennesker. Nogle få kan sikkert styre det, og jeg er helt med på og tilhænger af det til medicinsk brug. Ligesom jeg er af al anden medicin, der kan hjælpe – men det betyder jo altså ikke, at for eksempel nervemedicin og antidepressiver skal kunne købes på tankstationen, vel?
Jeg bestod selvfølgelig min test, og jeg er til enhver tid parat til at lade mig teste. Er du?
Testen var dansk
For mig som dansker var det i øvrigt lidt sjovt at konstatere, at de spyt test og urin test, der blev brugt, faktisk kommer fra Danmark. Som jeg sagde til mine norske kolleger: “Skal vi have noget der virker, skal det jo komme fra Danmark”. Sådan kan vi godt lide at drille hinanden i al godmodighed 🙂